Mit første møde med Mytisk Kvinde

Mytisk Kvinde – sort/hvid

Jeg mødte Mytisk Kvinde en sommerdag i 1984. Det var i Sydgrønland – ved flyvepladsen i Narsarsuaq.

Sammen med min kæreste var jeg havnet dér på et 3-dages ophold. Vi havde været en måned på rejse i Vestgrønland. Nu skulle han hjem, jeg skulle blive. Det var altså de sidste 3 dage af vores ferie sammen. Forude ventede en adskillelse. En adskillelse, som gjorde mig tyndhudet – forsvarsløs på den måde, der gør modtagelig.

Narsarsuaq er ikke stort andet end en lufthavn midt i ingenmandsland – i hvert fald var det sådan det var i 1984. Stedet var en ørken af asfalt og beton – rammen om vores sidste 3 dage sammen.

En af dagene var det høj solskin. Vi gik ud ad asfaltvejen. Gik på asfalten mellem betonhuse og stålkonstruktioner…gik, mens vi bevægede os væk fra den kolde grå virkelighed – civilisationen – og ud i naturen. Gik – til vi nåede enden af asfaltvejen – verdens ende, civilisationens grænse.

Vi var vandret af sted for at opleve den store gletchertunge, som bevæger sig fra Indlandsisen og ud mod fjorden ved Narsarsuaq. Neden for fjeldet, der hvor smeltevandet løb fra gletcheren, var der et vidunderligt frodigt mostue-landskab. Moder Jord i sit nærende og livgivende lune. Livet piblede, spirede, boblede frem overalt. Det var, som åbnede Moder Jord her gavmildt sit skød og lod sin frodige grokraft vældede frem.

Vi var undsluppet civilisationens beton og asfalt og befandt os midt i noget, der lignede Edens Have. Solen gnistrede fra en høj blå himmel. Rundt omkring blandt mostuerne var bittesmå søer, præcist store nok til at kunne rumme en enkelt laks eller ørred på dens vej.

I dette nådens land begyndte vi nu begge helt betagede at fotografere. Min opmærksomhed blev fanget af de mange billeder, der aftegnede sig i frodigheden. Jeg tog flere film – det ene close up efter det andet – ned i mosset. Mens jeg gik og fotograferede flød en strøm af farver for mit indre blik. Jeg mærkede en intens lyst til at male.

Der skulle nu gå nogle år, før jeg endelig en augustaften i 1988 sad med en lille bunke kopier på sort-hvidt fotopapir – og en farvepalet foran mig. Jeg malede med transparente vandfarver. En optagelse af en frodig mostue, lidt vanddråber og lidt smågrene og lignende. – Jeg malede uden mål, lod mig føre af farverne, flød med. – Så var billedet færdigt. Lå dér foran mig.

Jeg så og så på det billede….. Unægteligt, det lignede et ansigt af en kvinde. Ikke sådan en fysisk genkendelig kvinde, snarere omridset af en skikkelse, som man i beretninger ville fortælle om som en mytisk skikkelse. Overkroppen af en kvinde, som man med lidt god fantasi kunne forestille sig som en harpespillerske. Billedet er endt med at have titlen Mytisk Kvinde.

Nu hændte der det, at jeg i samme periode gjorde den opdagelse, at der var stunder  i mit liv, hvor den stemning og den tilstand, som jeg forbandt med hele oplevelsen af Mytisk Kvinde – stemningen i naturen, sanseligheden, den sårbare åbenhed, flowet i den intuitive maleproces –  at den stemning manifesterede sig særligt tydeligt i mit liv.Det var en tilstand, jeg i en helt bestemt situation havde en særlig adgang til. Det var dage, som i starten undveg min bevidsthed – ja, snarere var til stede som en parallel bevidsthed lige under overfladen – en understrøm. Skrøbelige dage – dage, hvor mit forsvar blev mindre. En af de første gange det skete, fæstnede jeg min oplevelse i digtet Hellig Tjeneste.

Mytisk Kvinde – Foto maleri

Hellig tjeneste

Føler mig tung og smuk
rund og varm
på én gang sart
– og usårlig
beskyttet af bevidstheden
om min tilstands hellighed

Jeg har  menstruation
– og jeg bløder den fineste
smukkeste røde farve

Farven tager mig med
viser mig vej
til min
– og alle kvinders
urbestemte skønhed

Åh – hvor er det godt
at menstruere

Det var blodet, der viste mig vej – thi der var hændt mig det forunderlige, at jeg gennem menstruationens sprøde sårbarhed var blevet ført ind i det landskab, jeg aldrig før havde kendt. Det samme landskab i mit indre, som jeg havde opdaget i landskabet, hvor smeltevandet flød fra gletcheren. Da jeg sprød af den forestående adskillelse fra min kæreste, vandrede omkring i tæt kontakt med Moder Jords nærende, livgivende sødme. Ved at lukke op for den sprøde sårbarhed, er kvindeblodet blevet en vej til gradvist at åbne til sjæl og ånd.

Efter at have opdaget mulighederne i kvindeblodet begyndte jeg mere og mere målrettet at gå ind i sprødheden i de første dage med blodet. I denne proces er æggene, cyklussen og kvindeblodet blevet forbundet med det hellige – og menstruationen er blevet til en oplevelse af hellig tjeneste. Her har Mytisk Kvinde gennem årene hvisket til mig. Hvisket gennem strømmen af æg – hvisket billeder, digte og kvindelig visdom.